bede (n.) II

Espersen

⟦1⟧Bede (n.)

(Gudh.) en Stund, kort Tid (udentvivl af beda, og oprindelig: saa lang Tid, der anvendtes til at forfriske Hestene ved Græsning eller Fodring, give dem en Bed, som man siger i Dsk.): ‹ja hollte ett bede å vänte på dei›, jeg holdt en Stund og ventede paa Dig; ‹ja sto här ett bede›; Sk. bede, n.; Smål. bete (men ogsaa Tiden mellem tvende Maaltider); Østg. baide; Nsk. Beite, n. (e. St. f.); Gottl. bäjt; jfr. Dsk. og Dsk. D. D. (Jsk.) en Bed, Tiden mellem Hviletiderne, en vis Arbeidstid om Dagen med Plov, Vogn o. s. v. (Molb. D. O. og D. D. L. p. 31).

Teinnæs

II bede (n.)

Se Espers. ‹jâ va dærhænna i bede som jâ hadde lyst te›; ‹i bedeviz› – ‹x e sjöger i bedeviz› – har med mellemrum sygdomsanfald.