ajl (adj., pron.)

Espersen

Ajl (adj.)

ā2 E. allt (allte); pl. ājle

al, alt, alle (Nsk. nordenfj. aill el. ajll, ajlle, men alt; Sv. all; Isl. allr; Engl. all udt. âl; jfr. Bh. Actst. Nr. 13 p. 15 aal): ‹ajl mad›; ‹ajl varden›; ‹ajle sta›, alle Steder; it. adv. allesteds (Nsk. allestade, allestae, alsta; Isl. alstaðar). En uregelmæssig Neutrumsform allte bruges ofte i Talemaaden: ‹de’ va allte (ogsaa allt) ded, hajn kujnne majta’d› = Dsk. d. T. det var alt det, han kunde magte det. I Sammensætning bruges: all- f. E. ‹allmäktier›, ‹allti(d)›; âl- (ɔ: almindelig) i ‹al-hora›; ‹al-vei›, Alfarvei (D. Lov: Alvei; Colding Dict. Herlov. «Aelvei via regia» maaskee = Adelvei; Jsk. Aiel-Væi; s. Molb. D. L. p. 7; jfr. nedf. al); allra- (gl. gen. plur.) it. aldra- (Gudh.) ved Superlativer (= Isl., Nsk., Sv. allra-; Tsk., Dsk., it. Nsk. aller-) f. E. ‹allrastorsta› el. ‹aldrastorsta›.

Teinnæs

Iajlj

ded e fårbi får alt› – fuldstændig forbi. ‹såmmatider gâ vi dæjnj inte ud ajlj› – om line. ‹de e alt sâger som hâr hört hannem te›. ‹for ajlje di gånga, gångana jâ hâr sajt hajnj skujlje la varra!› ‹for ajlje di garn vi fijkj åsajlda!› bagefter sat: ‹^kunnstavlakånnarna gjikke me nølla ajlje›. ‹de e ajlje strajer dær e ijnjræssada›, dvs. alle stregerne er.

IIajlj

sættes bagefter: ‹dæjnj mâdijnj må du inte æda / spisa opp ajlj›; ‹vi tâu dæjnj (ɔ: fx. rugen) ajlj›. – ‹ded va nu ijkje sajt a di fijkj’ed ajlje å vidda›; – ‹te’d alt e dær satt âuersættelse› – der er indføjet oversættelse til det altsammen. ‹ajlje år› = hvert år: ‹vi lawada hânka ajlje år›; ‹ded inte ajlje år vi hâ san sæ›; ‹hajnj hâr vad fiskara i ajlje år›. ‹ajlj dæjnj tijnj›: ‹å jâ vidd ikkje ajlj dæjnj tijnj› – og jeg ved ikke alt –; ‹dær går âu polletikk i ajlj dæjnj tijnj dær e te›. ‹ajljsammens› som neutr.: ‹hajnj sålde gårijnj te ejnj døttermajnj, som gjore ænna på de ajljsammens›.

alt

[al:t]

neutr. af ‹ajl›.

1) = allerede, dog ikke bholmsk. ‹ded hâusar jâ alt inte læjnjer› = det har jeg allerede glemt.

2)alt ded jâ vedd› – så vidt jeg ved; ‹alt imæl› – stadigvæk med mellemrum: ‹å allt imæl va dær nâd ivæjn›. – – ‹altså videre [tilf. ovenover:] å altså videre› – og så videre. ‹alt ded› – knapt nok. ‹jorbær å altså nâd›, dvs. og deslige; ‹stæjer å kâger å altsa nâd›, dvs. og mer i den dur. ‹kånnan bâ hannem då om for alt ijkje å gå te Kångens går å be dåm›. ‹dæmme dyrt bler ed livæl alt veddan di vijlja vænna dom›. ‹alt de gammel jâ e, så vil jâ nu inte gå me te dæjnj tiden› (anerkende den). ‹ded kujnje ju varra morsamt å se seddened, alt de gammajlj ijnj e›. ‹Alt de mætter jâ va kujnje jâ smâga a de va gått›.