bidda (m.) I

Espersen

Bidda (m.)

e

Bid, Stykke (Isl. biti, m.; Nsk. Bite, Bete, m., ogsaa: Beta = Sv.; Vestg., Smål. bete); det bruges ei blot om Mad, men og om andre Ting, saa vel enkelt, som sammensat: ‹ejn bidda brö, kjödd, sokker, tóbak›; ‹bröbidda›, ‹kjöddbidda› o. s. v. (jfr. Isl. brauðbiti, köttbiti); ‹ejn mujnbidda›, d. s. s. ‹mujnbid› (Isl. munnbiti); ‹to bidda trä›, ‹to träbidda›, to Træstykker (Sk. «to träbida» Klinghammer); ‹ejn stor, lidijn bidda trå› (Traad); ‹där e tre bidda i kjysarna› (tre Stykker, nemlig Tøi, i Kyserne) o. s. v. Almqvist (Sv. Sp.) henviser forkeert Bh. ‹bidda›, Stykke, til Sk. bede, liden Stund; formodentlig forledet derved, at Betegnelserne for disse to Begreber have i nogle Sv. DD. under deres forskjellige Afledning faaet een og samme Form, f. Ex. Smål. bete; Gottl. bäjt = Stykke og Stund.

Lærernes Ordbog

Bidda (m.)

en Bid, et Stykke; ‹ejn bidda tau›.

Teinnæs

bidda (m.)

[bid:a]

bid, stykke, stump. Det betegner et afbidt, afbrækket, afklippet eller afskåret stykke og foretrækkes for dette ord, der ikke falder helt naturligt overfor ‹bidda› i denne brug: ‹gje maj ejnj bidda ude ditt æbble›; almindeligt siges ‹ejnj bidda töj›, ‹ejnj bidda jor›, ‹ded e ejnj go b. jor, ded›. ‹då vi kom opp lå stenijnj i to bidda›. bestemt som sammensætning: jorabiddajnj, ‹dæjnj töjbiddajnj›. Om et stykke jord med en bestemt afgrøde siges ‹bidda› (smnlg. ‹styjkje›): ‹nera på hjörned å haurabiddajnj› når der tænkes på vedkommende mark som del af hele jordtilliggendet (smnlg. ‹âger›) Det hedder: ‹vi hadde alt gåd ejnj tæmmeli bidda›; men altid: ‹et styjkje vaj›. Om tid altid ‹bidda›: ‹jâ hadde sawed ejnj bidda› – et stykke tid.