bjæla, bjælla (v.) II

Espersen

⟦1⟧Bjäla, bjälla (v. intr.)

ar-ada-ad

gjøe, bjæffe; it. skjælde, bruge Mund; ‹bjäla på ejn›, skjælde p. E. (Gudh.; sjelden); Dal., Verml. bjäla, tale om det, som bør forties; Ångerml. bjälä (og bilä), græde i Arrighed; Jsk. (Thy; Mors) bjæle, d. s. (om Børn); jfr. Isl. og Nsk. belja, brøle (Engl. bellow); Tsk. bellen, bjæffe, gjøe; it. skjendes, klamres (samlg. Sv. skälla i begge d. Bet.); Jsk. bælle, tude (om Hunde og Børn); Gottl. bälä, bræge (it. tude, om Børn).