ajn, ajnijn (adj.)

Espersen

Ajn (adj.)

āājnen-ājned; pl. andra, annra; best. F. sing. andra, annra; pl. andre, annre

anden, andet; anden; andre (Nsk. nordenfj. annen el. annin o. s. v. med en lignende Bilyd af i eller j ved nn; best. F. andre; Sv. annan, best. F. andra; Isl. annar o. s. v.): ‹ejn ajn (ajnijn) horra›; ‹en ajnen pibel›; ‹däjn andra horrijn›; ‹di andre husen›; ‹ajn sta›, ‹andra sta›, andet Sted, andre Steder; it. adv. andensteds (Nsk. anderstade, andrestae; Isl. annarstaðar). ‹Ejn ajn› (udtales sædv. ‹ijn ajn›)

1) en Anden; bruges meget ofte (ligesom undertiden i Dsk. d. T.) om den Talende selv = en Anden, som jeg; mine Lige; man (hvor den Talende mener sig selv), f. E. ‹ejn ajn torr ijkkje varra så grajner på’d›, man tør ikke være saa nøieregnende; paa samme Maade bruges i Angel enahn (s. Hagerup p. 122).

2) hinanden, hverandre (alius alium): ‹di hojlla å ejn ajn›; ‹di amma ejn ajn› (hedder ogsaa: hvärandra, hvarandra); Nsk. einann (einannan) om To; ellers: kvarannan, kvarandre. Om ‹ajn› brugt til at betegne den forbigangne Tid s. Andesgår.

Teinnæs

ajn – ajnijn

flertal af ‹ajlsammijn› [a:ljsam:inj] m., ‹ajlsamsan hadde di ju nawn te ajlje âgrana ajljesammena› (NB. til agrene). men [a:ljsam:en] fem., ‹altsamment› [altsam:ent], ‹altsammed› [altsam:ed], ‹altsammens›, ‹alsammens› [al(t)sam:ens] neutr. al, alt sammen. ‹de gjikk så alsammens som kånn sâ›. ‹di brænnte ajljesammens krajturn ijnja dær va ijnjen bjærinj bedakt›, det var ikke muligt at redde noget – alle kreaturerne.

flert. ‹annra› = fremmede: ‹hajnj hâr vad i flera annra lann› – i udlandet, i fremmede lande; ‹jâ vil inte hâ a hajnj løwer så majed me anra bælla› – fremmede børn, ikke vore; ‹ded e inte så lætt å gå ijnj te annres bælla›, dvs. blive stifmoder; ‹ijnj ska’nte lijgja å slå på annra, annres bælla›. De lange m. og f. former bruges, hvor tanken foretager en sammenligning, så der kan tænkes et ‹ijn› (end) føjet til, samt emfatisk. Den korte form bruges i bet. ‹“en anj”›, “en, der ikke før har været omtalt”. se bonatid. ‹ded e bådda kjesammt å ajnjed› – og det som værre er. ‹annra pijnjes› – anden pisedag; ‹annra jyl› – anden juledag. ‹va de dæjnj Lâuijnj dær före hedde kåmpani? – naj de annra, de va ijnj ajnj›... NB. ‹dætta annra›. ‹naj de va ijn helt ajnijn› (scl. ‹ijn du mente›; her kan aldrig siges ‹ajn›); derimod: ‹mæn så va dær ijn ajn dær sâ›...(dvs. en. der endnu ikke har været tale om); ‹ded va ijn ajnijn horra dær gjore dæjn bedriften› (scl. ‹ijn du tæjnte›); men: ‹di hadde ijn ajn horra dær dö i skarlâgensfebern› (dvs. en til foruden den eller dem, der har været talt om); ‹jâ hitte dæjn ijn ajnijn stâ ijn somm du sâ dæjn va›; men: ‹ijn ajn stâ hitte jâ ijn rijn›; ‹du får komma ijænn ejn ajnijn dâ, idâ hâr jâ’kje ti(d) å snakka me daj›; ‹vassego å komm ijænn ijnajn dâ, ded e sa ârtit å snakka sammen›. – ‹et ajned år› = næste år: ‹vil ijn inte awla, bler dær ijnen fö te ed ajned år›. – ‹ded slår alri fajl ajned› – det er sikkert nok; ‹ded kajn du inte saj ajned, jâ hâr altid vad goer me daj› – du kan ikke nægte at. Neutr. ‹ajned› bruges i forb. med ‹somm› efter nægtelse i bet. men: ‹så får vanned inte tid å forsætta saj, ajned ijn somm a ded fyjllar på›. – ‹ajned ijn› bruges som konjkt. i bet. hvorimod, medens derimod: ‹jâ houser hveddan folk værknada i gamla dâ, ajned ijn som nu løwa di på gâdan› (egentl. det var andet end nu, nu løber de...) ‹di va alri dærijnja (ɔ: dvs. på Kristiansø) får a fiska fâst, ajnjed ijnj som a di kom ijnj for å få lajsabede›; ‹hajnj går inte å öslar, ajnjed ijnj som hajnj passar på sina sjillijnja›. ... ‹å en å annra dela› – og det ene og det andet (som afsluttende). ‹ded kajn sje ved et å annra sætnijnjer ijnj hâr hört›... ‹ver ejn å ajnjijnj lajlihed›. ‹om ijnj de (ɔ: barometret) hæjnjer inte ajnjed ijnj i stâuan så› (fungerer det alligevel) – kun, blot. ‹vi hâ livæl alri hat ajnjed ijnj arbjad vås fram› (her brugt adverbielt omtr. = anderledes). ‹jâ fijkj nâd ajnjed på fingrana› = ‹möj›. ‹di va pena imod voss, de ska jâ ikkje saj ajnjed› – det skal jeg ikke nægte. ‹et å ajnjed› for da. et eller andet. ‹ajnjed› brugt som modsættende konjkt.: ‹vi hadde ijnjed vann åppa, ajnjed ijnj vi tâu vann nera i hawbårn›. ‹jâ kujnje ikkje lad ble ajnjed ijn jâ skujlje ud å sjyda hâra, å så kom jâ søddan te tia›. ‹di måtte værkan ett æjlje ajned som di saja›, dvs. det ene eller det andet. ‹di kajnj ikkje ajnjed ijnj som a di ska liggja på sian› (om skibe); ‹ded åred vad ju sjæjljant å få små lajsa ajnjed ijnj som de va lajsa på trædeva – førre kjyve pujnj›. ‹jâ hâr nu ijkje nân fornåjelse a dæjnj gråvijnj ajnjed ijnj såm jâ hâr bâre harm å dæjnj›. ‹ijkje anjed ijnj›. Kun: ‹fålk e grajnja på’d, di vil ijkje hâ ajnjed ijnj de bæsta kjødd›. ‹ajnjed›. en smlgns. bisætn. indledes med ‹ajnjed ijnj som› = end. ‹hajnj fijkj alri mera (ɔ: dvs. udbytte af sine aktier i det Østbornh. dampskibsselskab) ajnjed ijnj som hajnj fijkj lâu å sajla ijnj gång imæl me dâmpsjeved›. ‹nu ed ju sjæljan å se ijnj træplâu, ajnjed ijnj som de e jarn alt›. ‹va ed for fålk ajlje hær e möta›; ‹va ed for nad alt›; ‹va ed for alt nâd›; ‹va ed de for ajlje nân blâ du håjljer›. ‹me ett å alt›, dvs. når alt regnes sammen: ‹hajnj får livæl inte stora sâger, jâ mener me ett å alt›. ‹“de va dærfor di kalte dom Gåttana” – “ja de va ikkje for nâd ajnjed› (ikke af anden grund). ‹ded e en ajnjen en› – en anden sag, noget helt andet: ‹dæmme når a di nu byggja sæl›. ‹de e nu en ajnjen en›. ‹du ser ud som ed ajnjed rågabåggne›; ‹dær va lesom et ajnjed møller me sjæl uda›. ‹ajnjed vær›. forandring til dårligt vejr: ‹vi få nåkk ajnjed vær›; ‹når de gjænli [??] ajnjed vær, gjikk soen sæl å samlada sammen lid pjaskeri æjlje søddannâd, hon skujlje hâ å lijgja på›. ‹snikkarijnj komm te gårijnj for å lawa vâuna å ajnjed nâd som va itugåd›. ‹vi hâ ijnjen garanti for ajnjed ijnj som a en lynstrål kujnje stikka ner›, dvs. vi har ingen garanti for at ikke en ... ‹hon (ɔ: en sengeliggende) kujnj’te løtta hâud ajnjed ijnj når di ska re håred, må di fåsst re dæjnj ena sian å så vænna na å re dæjnj anra sian›. ‹då hajnj tâu fatt (ɔ: scl. at plante) va dær inte nâd træ i løngijnj ajnjed ijnj som denna sælvâusara›, dvs. bortset fra. ‹ajnstâ› – andetsteds (på Bornholm); ‹andrastâ› – andre steder; andetsteds; i udlandet, visse steder i udlandet: ‹anra stâ, stæder e di inte så goa me krajturn som a vi danska e›; – ‹anra stæder›, dvs. udenfor Bornh.

ejn ajn (ijn ajn), ejn (ijn ajnijn)

1) folk i min (den talendes) stilling, en anden en: ‹ijn ajn ska varra ijnhelu bånge omm sjillijn›; ‹ijn ajn hâr’ed mæn krawlit›.

2) man (når den talende tænker på sig selv): ‹ijn ajn går hær ju inu å trör›. I begge tilfælde kan personer af huk. bruge fem.former ‹en ajnen› [e:n a:njen].