blæza (v.) II

Espersen

Bläsa (v. tr., v. intr.)

er-te-t; bläs

blæse, bruges ofte ligesom i Dsk. d. T. om at stønne, sukke, give sig: ‹nu har hon fåd nād å bläsa ouer›; Isl. (B. H.) blása: hann blés þúngan, han sukkede, stønnede dybt. Saavel i denne som i de øvrige Bemærk. høres ofte (navnlig paa Vestl.) en Præsensform ‹bläs› f. Ex. ‹hva bläs du ouer?› ‹ded bläs ida› (= Sk.; jfr. frysa).

Teinnæs

Iblæza (v. intr.)

-er, blæ:z, blæ:ste, blæ:st

blæse; ‹jâ blæz daj nâd› – jeg vil blæse dig et stykke; ‹ded blæz jâ på›, ‹jâ vil blæza på’d› – pyt med det; – ‹blæza âwer nâd›, egentl. stå og blæse, som om noget var særligt anstregende, dernæst: gøre væsen af noget: ‹ded e ijkje så galed somm hajnj blæzer te›; ‹hajnj blæste ijnjhelu âwer’ed›; om tyr: fnyse: ‹kjyrijnj blæzer›; om kat: hvæse: ‹kattijnj blæste ad mig›. Dertil ‹blæzene› verbalsubst.n. puste: når et lille barn slår sig, beroliger man det ved at sige: ‹kåmm så ska jâ blæza på’d›. ‹blæza vær›: ‹jâ vidd ded e dåm dær blæzer vær›. ‹når ijnj kommer ud a de blæzer› – kommer ud i blæst.

blæza å

1) blæse af: ‹hattijnj blæste å›.

2) knække i storm; se bjælkakjøkker. ‹håred e nåkk blæst å›, spøgende udtryk om en, der er blevet tætklippet.