ad, a (adv., præp.) II

Espersen

⟦1⟧Ad (præp.)

ad (Sk. d. s.; Isl. = at; Sv. åt; Nsk. d. s.; sjelden at); d. bruges i det Hele som i Dansken; imidlertid afviger dog Brugen i flere Talemaader, som f. E. ‹ad gå ad böjn›, at gaae (ud) i Byen i Ærinder, uden noget videre Bibegreb (‹ja ska ad böjn lid forst›); hedder og: ‹i böjn›, men dette bruges tillige og meest om den særlige Forretning at gaae Byærinder, gaae i B. for Andre; ‹ad (ogsaa i) marken›, gaae ud i Landet, begive sig paa L. i Besøg (‹hajn e gåjn ad Knusker›, — op i Knudskersogn), hvorimod ‹ad marken te› o. s. v. blot betegner Retningen; ‹kasta bossmijn ad sjöjn› (i Havet); ‹ro ad sjöjn› (se ro). Udtrykket ‹ad sei›, ad sig ɔ: til Venstre, bruges ligesom d. mods. ‹frå sei› ɔ: til Høire, reent adverbialt eller uden Hensyn til det grammatikalske Subject f. E. ‹du ska hojlla ad sei› (ikke: ‹ad dei›), du skal holde ad dig (‹frå sei›, fra dig); ‹gjäddarna ploies å vännes ad sei männ rouryjggjana frå sei›. Som adv. og Sammensætningspartikel bruges ‹ad› sjeldnere; man siger f. E. ikke: ‹höra ad›, ‹sporra ad› el. ‹adsporra›, men: ‹gakk å hör (hør ad)!› ‹sporr ’ijn›, spørg ham ad, adspørg h.; ikke: ‹hjälpes ad›, men ‹hjälpes te› (til) eller blot hjälpes-} (s. s.); ikke: ‹adsjilder›, men ‹fråsjilder›, adskilt (i Almindh.). Af særegne Sammensætninger kunne mærkes: {-adsta, rättad (s. ss.). I Stedet for ‹ad› bruges nogle St. i visse Tilfælde, men selv i disse hverken udelukkende eller saa almindeligt, en Form ‹å›, som enten er opstaaet af ‹ad› ved Bortkastelse af d (som ikke sjelden finder Sted) og Forlængelse af a (jfr. å, af), eller den er en Levning af en Form = Nsk. og Sv. åt f. E. (Gudh., Rønne, fl.) ‹ner, opp å bakkajn›; ‹vinka, veita å ejn›; ‹ejn å gångijn› o. s. v. Om å i åsta (s. s.) hører herhen, kan der være Tvivl. I et eneste Tilfælde bruges dog ‹å› udelukkende for ‹ad›, nemlig i: jaunt å (s. s.). ‹Ad› (‹a’›, ‹å›) forbundet med ijnn-}, {-ud-}, {-ner, opp (s. ss.) bruges i Regelen som Præposition; som tilsvarende Adverbium bruges i samme Forbindelser Partiklen forr (s. s.).