âl (adj.)

Espersen

Al (adj.)

â

ægte; bruges kun i enkelte Forbindelser eller Sammensætninger f. E. ‹ejn al bone›, en ægte Bonde; ‹ejn al majn›, en rigtig Mand (Gudh.); Sk. al d. s. («en al bonde» Klingh.). Ordet er, uagtet den eenslydende Udtale, dog neppe af samme Oprindelse som hint ovf. (under Ajl) anførte ‹al›, men snarere at henføre til samme Slægt, som Gottl. adal, ægte, ædel, gammel; Dsk. (foræld.) adel; jfr. Diplom af 1346 «tolff athel Bønder» (Thurah p. 165); Jsk. ail, aiel («fortrinlig, udmærket god» Molb. D. L. p. 7).

Teinnæs

al (adj.)

[â:l]

almindelig. Findes som første sammensætningsled i alvaj og i alhora.