bone (m.) I

Espersen

⟦1⟧Bone (m.)

pl. bönner (y)

Bonde ɔ: Selveier, Grund- og Gaardeier paa Landet; Sammensætnings-Genitiv altid ‹bona›, f. Ex. ‹bonapibel›, ‹bonapibla›; ‹bonafolk›, Bønderfolk. Paa Bornholm, hvor det udartede Vornedskab og hvor Stavnsbaandet aldrig har hersket, modsættes ‹bona› deels udbyjggjara ɔ: Een, der har et Huus paa Bondens Grund eller paa Kongens Udmarker; deels, som Landmand, Een fra Kjøbstæderne eller overhovedet Een, der driver anden Næringsvei.

Lærernes Ordbog

Bóne (m.)

best. Art. bónijn

en Bonde.

Teinnæs

bone (m.)

1) se Esp. I særlig betydning bruges ordet i best. form om “manden på gården”, fra tyendets synspunkt: husbonden; ‹hâr bonijnj gjed dæjnj årdern›; ‹hâ ni bonijnj jimma idâ?› ‹hajnj som va bone (ɔ: mand på gården) hajnj va ujnje fa^liten›. ‹hajnj bler bone ejngång›, dvs. blir mønsterbonde. Ved sammensætning af gårdnavn med ‹bone›, altid i best. form, opstår ejendommelige former. Når leddet foran ‹-går› er enstavelses, antar ‹-går› genitivs –a: ‹brunsgårabonijnj›, ‹splisgårabonijnj›, ‹skâwgårabonijnj›. – Består leddet foran ‹-går› af to stavelser, antar går genit.-s: ‹dammagårsbonijnj›, ‹vivagårsb.›, ‹sânagårsb.›, ‹fynagårsbonijnj›. Ofte udelades ‹-gårs›: ‹dammabonijnj›, ‹vivabonijnj›, ‹fynabonijnj›; derimod vilde man ikke sige: ‹sânabonijnj›. – Består leddet foran ‹-går› af mere end to stavelser, udelades altid ‹-går›; manden på ‹smårrjæppagårijnj› hedder kun ‹smårrjæppabonijnj›. Tidt dannes forkortede betegnelser for “manden på gården” af gårdnavnets første led med best. artkl.: ‹vivajnj›, ‹fynajnj›, ‹splisijnj›, også ‹Spliss Jespersen›, ‹sømblijnj› fra ‹sømblagårijn›, ‹spissijnj› fra ‹spissagårijnj›, ‹naskijnj› fra ‹naskagårijnj›; men manden på ‹sânagårijnj› kan ikke betegnes på denne måde. Ved sammensætning af gårdnavn med ‹-majnj› er der kun een form: ‹brunsgåramajnj›, ‹vivagårsmajnj›, ‹smårrjæppagårsmajnj›. Disse sammensætninger har en finere klang end de med ‹-bonijnj› og vil bruges af vedkommende gårdejer selv: ‹kjæjner di maj inte? jâ e kuragårsmajnj›. De helt korte former som ‹virajnj› bruges kun vulgært. Som vulgære må også de betegnelser for “manden på gården” betragtes, der fremkommer ved at ejerens navn i best. form sættes efter første led af gårdnavnet: ‹kannikamunkijnj›, dvs. Munk fra Kannikkegård, ‹fynamunkijnj›, ‹brunsgårajæsperijn›, dvs. Jespersen på Brunsgård, ‹tårnbyjensenijjnj›, ‹søm(b)lahålmijnj›. ‹naskijnj› – bonden på ‹naskagårijnj›: ‹ded bådda kjöler å varmer lesåm naskens kaffe›. Eriksen på ‹vivagårijnj›, men Andersen på ‹sajersgår›; når første led af gårdnavnet er et personnavn, bruges det uden artkl.: ‹når a vi kåmma ud ver sajersgår; mæn: vi ska gå te sânagårijnj›.

2) som skældsord = da. bondedreng, en sammensætning der ikke findes i bh.: ‹sikkenejnj kjykkhâwdader bone!› Betegner også vedkommende som manglende købstaddannelse: ‹du e ejnj bone fâr›, dvs. du begår forsyndelser mod smag eller takt. – Forstærket ved sammensætng.: bonakrajtur – bondetølper.

3) Som betegnelse for en, der giver sig af med landbrugsarbejde: ‹jâ hâr vad lid bone i mina unga dâ, ser du› (tanken kunde også være udtrykt ved: ‹lid bonaajtuer›).