bonn (m.)

Espersen

Bonn (m.)

å

Bund; ved Assimilation, ligesom i Sk. og sydl. Ag. St., Boun = Isl., Nsk., Sv. botn, m.

Teinnæs

Ibånn (m.)

bund; ‹dær e ijkje bånn i ijnj› – han er ikke til at mætte; ‹i ^bånn› – ruineret, “færdig”: ‹hajnj ble kjörder rent i bånn å måtte sælla gårijnj›; ‹hon (ɔ: sygdommen) slo maj rent i bånn›. – ‹frå bånn å åpp› – helt igennem: ‹dær e skråpp kjyt (me sijlj) frå bånn å åpp›; ‹dær va ræjdåm frå bånn å åpp› –”grundmuret rigdom”. – jordbund, grund; – ‹dær e vann i bånn›; ‹dær e ijkje tægen (tajn) te væska i bonnijnj›; – grund i sammens.: flisbånn, kløppebånn, lerbånn, sânbånn, dertil adjektiver: ‹lerbånnad› osv. ‹hajnj hâr kjört dåm (ɔ: hestene) i bånn då di va ni år› – overanstrengt dem ved kørsel; dertil ibånnkjörder. ‹sjæra i bånn› – meje sæden af helt nede ved roden; ‹di tâ dåm (ɔ: træerne) væl i bånn› – hugger dem af helt nede ved roden. ‹tâ’d i bånn å rod› – rydde det. om bygning også nedrevet: ‹Snæwtaragårijnj e helt i bånn›; ‹kjærkjan rev di ju ner i bånn å grujnj›. ‹slå ejnj i bånn›; ‹ijnjan hon hadde løtt armijnj anra gång, hadde jâ slawed’na i bånn›. ‹klåkken e gåd i bånn› – ‹dæjnj (ɔ: en ejendom) va nåkk så rent ibånnkjörder›, dvs. helt udpint, udnyttet, så at man ikke kan klare sig på den længer, ude af drift. ‹me bånnijnj idå stæwlana› – uden såler i støvlerne. ‹læggja i bånn› – lægge mast og sejl ned: ‹forr i tiden lâ di altid i bånn når di kom ud ver lajsadived›. ‹vi lâ fjærana helt i bånn› – dvs. ved at læssa vognen for stærkt. ‹slå te bånns›, se bånnslaw. (forts.) ‹kaptajnijnj de va sødnijnj pener majnj, mæn de va nåkk ijnj filur i bånnijnj›. om selve skroget af et skib: ‹så kåmm hær et vrâg vår a jâ kjøfte kållabånnijnj›, dvs. det kullastede skrog.

IIbånn

forstærkende i: bånnstarker.