fâr (m.)

Espersen

Far (m.)

[s. Fader.]

Fader, far (m.)

gen. fars, farsa; pl. fara

Fader (Isl. faðir) bruges i denne Form kun om det høieste Væsen i Bøn (‹fader vor›) og høitidelige Udraab f. Ex. i, ‹god fader!› i, ‹du fredsens god å fader!› ellers bruges om en Fader F. far (ligesom i Nsk.; Sv. og Dsk. d. T.); gen. fars og farsa; pl. fara, Fædre. Paa Landet og for en stor Del og i Kjøbstæderne, hvor Tjenestefolkene betragtes som Lemmer af Familien, opholde sig i samme Værelse og spise ved samme Bord, som Huusbonde og Madmoder, benævnes disse af Tyendet, ligesom af Børnene, i directe Tiltale: far, moer; i dansk Almuespr. bruges disse Navne i samme Forst., men især i Omtale (vor Fader, vor Moder). Far brugtes forhen almindeligt, og endnu bruges det ofte, som Æresnavn i Tiltale til Præsten, ligesom i Norge og sine Steder i Danmark.