brokka (v.) III

BO

IIIbrokka (v.)

[bråka]-ar, -ada, -ad

brokka (v.) [bråka]

-ar, -ada, -ad

1) hakke i det ved talen ell. læsen; stamme (i det),hvor du sidder å brokkar i’ed(Esp.). hajn brokkada i’ed, så jâ fikkj ikkje fatt på menijngen› ‹hajn brokkada lid, når hajn skujlle snakka (ɔ: stammede)›. || tale et sprog gebrokkent,jâ kajn brokka lid tyst å lid ængelst›.

2) om vejret: trække op til dårligt vejr.når de grommar, saia di: væred står å brokkar›.

3) brokka på, mase på, bryde på i tæt mængde.ver en forsamlijng, når di vil ud ajle, så brokka di på, så di e farru te å spræjnga dörn, når di spænna på å vil ajle ud på ejn gång jâ hadde ejn bælli me, å di va farru te å klæmma’jn brer, søddan brokkada di på›. || også: hobe sig op, samle sig i mængde, “bunke på”.ded va forskrækkjelit så de brokkada på›.

4) brokka i (nâjn), proppe føde i (nogen).du ska’nte ble ver å brokka i’na, hon hâr alt fåd mâd ejngång›. || især refl.: proppe i sig.du ska få så maied du kajn brokka i dai›.

5) brokka snuda, være næsvis, uforskammet, storsnudet mod en.du ska’nte komma hær å brokka snuda›. De forsk. stærkt afvigende betydninger udgår vist alle fra samme ord som da. brokke, brække, bryde itu, ty. “brocken”.

Espersen

[1]Brokka (v. intr.)

ar-ada-ad

stamme, tale eller læse afbrudt: ‹hvor du sidder å brokkar i ’ed›; formodentlig s. O. s. Dsk. brokke, Tsk. brocken, bryde i Stykker, Stumper; men anvendt fig. om at føre Ord og Sætninger stumpevis frem.

[2]Brokka (v. tr.)

ar-ada-ad

bruges alene i Talemaaden: ‹brokka snuda (Gudh.)›, være næsvis, uforskammet, d. s. s. brögga s. (bruge Snude).