bromla (v.) II

BO

IIbromla (v.)

[bråmla]-ar, -ada, -ad

bromla (v.) [bråmla]

-ar, -ada, -ad

1) give en dump, rungende ell. brummende lyd. || om tyrenes brølen.tjyrijn bromlade sa de rungada i bakkana›. – Herefter ved sammenligning om sirenesignalerne ved Dueodde og (tidligere) ved Hammeren, idet man om disse sirener sagde:Bakkatjyrijn (ɔ: Dueoddesirenen), Hammaratjyrijn bromlar, når de var i funktion. || om brumlekoens, brummerens, dybe, tyrelignende stemme. || om grov, brummende menneskestemme.hajn bromlar så styjt jâ kajn ikkje höra, va ded e, du går å bromlar om› ‹hajn bromlada nogged om, a di hadde ikkje styjnner›. || om klokkefrøens brummende lyd:hör ejn jordrønna bromla, bler’ed rain›. || om humlebiers og (undertiden) også andre biers summen. || om brummende torden:tården (ɔ: torden) står å bromlar›. || ‹sikke de bromlar i træn (ɔ:brummer som følge af stormen)›.

2) overf.: om personer: brumme, give ondt af sig.så bromlada bønnarna›.

Espersen

Bromla (v. intr.)

åar-ada-ad

1) brumme (om Tyren).

2) have et grovt Mæle.

Teinnæs

I bråmla (v. intr.)

-ar, -ada, -ad

se Esp. bruges også om andet end tyre, fx. torden: ‹tården står å bråmlar›; om bier. brumme, give ondt af sig, om personer: ‹å så bråmlada bønnarna›.