brua (m.) I

Espersen

Brua (m.)

en Dukke, et lidet Bundt, bruges imidlertid kun om Hør og Hamp. Da af disse Hørren igjen altid har været i almindeligst Brug, er Ordet blevet i og for sig, uden at det behøver udtrykkeligen at betegnes, Benævnelse paa

1) en heglet Hørdukke, Hørlok: ‹här har ja ejn brua, sju brua›; ‹hvor lāstu däjn bruajn?› hvor lagde du den Hørdukke?

2) pl. coll., heglet Hør: ‹to å brua har ja nokk å›, Uld og heglet Hør har jeg nok af; ‹han i många brua i år?› have I megen heglet Hør iaar? Om Hamp derimod hedder det altid ‹hāmpabrua›: ‹ejn hampabrua›, et lidet Bundt heglet Hamp ; ‹hampabrua har ja männ lid å›, heglet Hamp har jeg kun Lidet af. Benævnelsen ‹linbrua› bruges derimod altid, naar Hør og Hamp modsættes. Om en Hørdukke el. Hørlok alene bruges i Vestg. brud, bru (ogsaa Hørtot; jfr. Verml. bruge, Tot paa Rokken; Ihre D. L. p. 26), hörbru (Sv. lindocka); Jsk., Sønderj., Angel. Bruje, Bru (Brud) Bruhj. Isl. brúða, f., er udentvivl det samme Ord, men bruges enkelt kun om en Dukke at lege med, Børnedukke; med Hensyn til Ordets Hankjøn i Bh. kan jævnføres lokk, logga, tott, fätt. Ved Tildannelsen af slige Hørdukker kaldes det, at lokke Hørren op: ‹ad hånnmåla lin opp›; at knytte et Hoved paa: ‹vria ett haud på hånnmåled (s. s. O.). En Sammensætning af flere heglede Hørlokker benævnes: ‹ejn bruakrajns› (Hørkrands, Moth); at binde dem i Krands: ‹krajnsa opp› (krandse Hør, Langebek); Lignende i Sønderj. s. Molb. D. D. L. p. 53 (u. Brud).