bryda (v.)

Espersen

Bryda (v. tr.)

er-bröd-brödded; bröddijn o. s. v.

bryde, brække, hvilket sidste Ord ei bruges i Bh.: ‹ja har brödded armijn, bened›; ‹armijn e bröddijn›, ‹bened e brödded›; uegl. ‹kjyjllen bryder mei›, Kulden knuger mig.

Teinnæs

bryda

-er, bröd, brøded

brækka›. Holms bemærkning må tiltrædes. – Det hedder således: ‹brækka bådde arma å ben›, ‹sid inte dær å brækk på dæjnj stolijnj›. ‹dær ble brødded ijnj› – der skete indbrud. ‹skanseklænnijnjen brödes vækk for våss›. ‹når de fijkj ben brøddena›. ‹jâ bröds ilann me ijnj sjö› (blev slynget i land af en brådsø). Man siger både: ‹brækka› og ‹bryda å bröd›. Begge verber er forbundne i et tilfælde som: ‹dær sidda ni å brækka å bryda å bröd, va e ded får en› madafånijnj! ‹bryda på› – gå lige bus på, fx. om kreaturer: ‹di bryda på› – går lige på den, der genner for dem. – Det hedder altid: ‹bryda løng›,; ‹hajnj e uda å bryda laja› (pløje græsmarken op).-. “Kaste op” hedder alm. ‹brækka› intr. ‹dær står ejnj i pårtijnj å brækker›; ‹hajnj hæjnjde âwer bådasian å brækte›; – ‹brækka blo› – kaste blod op; ‹brækka gröna gajljajnj›. et stort træ ‹bryder vijnjen så›. ‹bryda saj› – kaste op, brække sig: ‹jâ måtte bryda maj, når jâ komm te dæjnj nårre møllan› (Kr. Hansen); ‹bryder du daj dit âsen, gakk udanfor›.