bryna (f.) II

Espersen

Bryna (f.)

(d. s. O. s. Dsk. et Bryn; Sv. bryn, f. og n.; Jsk. en Brøn, Isl. brún, f.; Nsk. Brun, Bron, f., Vestg. brun; Gottl. bräun).

1) skarp Kant (jfr. det forældede: Bryne, en, hos Moth.); Yderkant, Udkant, Rand; det bruges meest i Sammensætning, f. Ex. ‹Husbryna›, Huusryg, Tagryg (vel at adskille fra Jsk. et Tagbryn ɔ: det nederste Lag Langhalm paa et Straatag = Angel. Tagbraa); ‹ivnabryna› (Bøigden; s. Ivnabryn), et Øienbryn; ‹hāwbrynan› eller ‹vannbrynan› d. s. s. vannkāntijn, Havbredden el. egl. den yderste Kant af Havet, som umiddelbart begrændses af Landet («‹där, hvor sjön går te›»; jfr. hawboren, stranboren); Dsk. (Moth) Havbryn, den yderste Kant af et Høiland, som gaaer ud over Havbredden; Vandbryn, Sv. vattenbryn, Vandflade, Vandspeil (efter Molb. D. O. I, 127 bruges Havbryn ogsaa om Havflade); ‹skoubrynan›, Skovranden; Sv. skogsbryn.

2) uegl. om Tiden: den første Begyndelse: ‹i brynan›, i Begyndelsesøieblikket; ‹höstbrynan›, Høstens Begyndelse; ‹middesbrynan›, Middagstidens B. Kl. 12; ‹vårbrynan›, Vaarens B. Det islandske og norske dagsbrún, Dagskjær; hvor Dag ei er brugt om Tid, men om Lyset, hører nærmest til den under 1 anførte Betydning.