bryna (v.) I

BO

Ibryna (s. f.)

[bryna]flt. -er

bryna (s. f.) [bryna]

flt. -er

skarp kant ell. rand; yderkant; udkant. gråhajlskløppan e lie noran væjn, ded e dæjn brynan, ejn ser dær! || Brynarna kaldes de skarpe affald af landgrunden mod dybet ved Bornholms sydøstkyst, syd for Snogebæk, ud for Dueodde. || ordet bruges især som sidste led i ssgr.; se {-haw-bryna-}, huz-bryna, kløppe-bryna, skâu-bryna, sten-bryna, vann-bryna; jfr. ogs. {-ivna-bryna-}.

2) om tid: den første begyndelse; udenfor ssgr. vist kun i forb. i brynan, i begyndelsen, i begyndelsesøjeblikket. Jfr. Urne: “I Brynan af Hösten ɔ: i Begyndelsen, imellem Höe- og Korn-Hösten.” || hertil ssgr. som {-awtan-brynan-}, höst(a)-brynan, mârn-brynan, middes-brynan, vår-brynan, se disse ord.

Espersen

Bryna (v. tr.)

ar-ada-ad og er-de-t

at frembringe en skarp Kant, Eg ɔ: hvæsse, gjøre skarp (almindeligere: hvädda): ‹ad bryna en ojsa› (Øxe); Isl. brýna; Nsk., Sv., Sk. bryna; Dsk. (forældet) bryne (Moth); Jsk. bryne bruges sjelden herom; derimod oftest om at skære den skarpe Kant af Noget (ogsaa brønne) = Gottl. bräunä.

Lærernes Ordbog

Bryna (f.)

en skarp Kant (= sv.); bruges mest sammensat: hus-bryna, Husryg; høst-brynan, Høstens Begyndelse; middes-brynan, Middags-tidens Begyndelse, Kl. 12; ‹i brynan›, i Begyndelses Øjeblikket. Sk.