by (m.) I

BO

Iby (s. m.)

[by]best. f. böjn [bö], best. gen. böjns (bysens i visse udtryk), flt. bya

by (s. m.) [by]

best. f. böjn [bö], best. gen. böjns (bysens i visse udtryk), flt. bya

by, købstad. Rønna e dæjn storsta böjn på lanned (ɔ: på Bornholm)› ‹Naise e ejn hæjlluer by› ‹Âlijnga å Gudjim e små nætta bya (ɔ: Gudhjem regnes, skønt ikke købstad med til byerne) di skånske byana kjæjnner jâ mæst ajle› ‹ded borrijnholmska e mæst ens i byana å på lanned›. omkræjng i di anre byana (ɔ: i de andre købstæder på Bornholm end den, hvor den talende befinder sig›. || forb. by å boid, se {-boid-}. || sat efter bynavnet, fx Rønna by, Naise by, Swânika by, Hâsle by; således også Gudjim by, Ârnâga by, skønt disse to steder ikke er købstæder. ded e ikkje å få i hela Rønna by› ‹nu hâr jâ let Naise by ijinnem ætt’ijn›. || Byana brugtes tidligere spec. som benævnelse for Allinge-Sandvig (se fx Panum. B. 46, Esp. 41); nu høres det næppe mere. || best. f. böjn, byen som samfund. ‹ded bler böjn, dær ska betalla’d› ‹ded e jor, der hör te böjn (ɔ: er byjord, ikke til landkommune) di yderste huzen liggja i soggen; böjn slæpper mitt i gâdan pånå›. || best. gen. böjns, byens, denne bys. dæjn håjn (ɔ:høj) liggjer på böjns jor›. va dær liggjer væstan væjn, ded hör te songn, mæn östan væjn ded e böjns›. böjns frihed, om jord, hvortil byen har brugsretten. || hær i böjn, i denne by.vi hâ inte så ræja folk hær i böjn› ‹e’d sjett hær i böjn?›. || böjn om købstaden i alm. i modsætning til landet: folk frå böjn, (= byfolk), købstadfolk. lived i böjn, købstadlivet. dæjn håjn (ɔ: høj) liggjer på böjns jor Fâr å Moer e i böjn idâ› ‹folk hâ lânt te böjn hæromkræjng›. – Esp.s angivelse af at best. f. bruges specielt om “Landets fornemste By, Hovedstaden Rönna, i Mods. til de andre Byer: vi vanka ejn gång om åred te böjn”, må vist tages med forbehold; brugen er ganske ukendt i nutiden, og det pågældende citat viser jo intet, da det ikke kan ses, om det stammer fra Rønnes opland ell. ej. || best. f. i visse faste udtryk: a(d) böjn: ud i byen, hjemmefra (se ogs. u. {-ad-}): ‹hajn e’kje æwent jimma; hajn e gåjn ad böjn› ‹ska du a böjn (ɔ: skal du ud) hajn e gåjn i böjn te bâgarijn ætte brö› ‹kajn du gå ed grân i böjn for mai? (ɔ: kan du besørge et lille ærinde for mig?)›. i böjn: ‹hon e i böjn (ɔ: er i byen, er ikke hjemme)› ‹horrijn går i böjn for sin moer (ɔ: går ærinder) || te bys: kjöra te byse du kommijn te bys idâ?âga te bys me Bråga (gl. vuggevise). || gl. gen. best. form bysens i visse udtryk som bysens folk, bysens jor olgn. “Nu e hajn fløtter te Åkjærkeby.” – “Va târ hajn sai te dær?” – “Hajn får væl mæst tiden te gå me å læja med bysens bælla.”

2) om samlet bebyggelse, der minder om en købstad, har byagtig karakter, fx om stationsby.dær e ver å komma by dær ved brøggsen (ɔ: brugsforeningen) “Gotthåb” (ɔ: i Østermarie) e ju ejn tæmmeli byKlæmmens by ell. Klæmmenskerböjn, om stationsbyen ved Klemenskirke. Pærskerböjn, om stationsbyen i Pedersker.

3) som sidste led i talrige stednavne, gælder gårde og huse, som udgør en slags enhed, lægger nær sammen; disse navne er af meget forskellig alder og karakter; nogle kendes fra Middelalderen; nogle er dannet i nyeste tid, købstadsnavn er Åkjærkjeby (Åkjærkeby), [ˌꝏærəˈby, ˌꝏærkəˈby, sjæld. ˈꝏærəby]; samlinger af huse ell. mindre landbrugsejendomme er fx Nyby, Ströby (til Åkirkeby), Mølleby (til Nexø), Grizby (fra slutn. af forrige årh.; huse især arbejderboliger; til Rønne), Grizby i Ibsker (huse ved kysten). Langt de fleste af disse navne betegner dog visse gårde, der ligger forholdsvis samlede, på samme strøg, på række (egentlige landsbyer forekommer ikke); antallet af gårde, der omfattes af et sådant navn er ret varierende, fra to-tre til henved en halv snes; Råby i Povlsker omfatter endda kun en enkelt går, “Råbygården”; som eksempler på sådanne navne kan anføres, Gâdeby, Kjælseby, Långadeby, Smorrby, Stænsaby, Tornby, Æjeby, Elleby, Åby; m. h. t. brugen må det mærkes, at navnene ikke gælder selve gårdene som bebyggelse, men gårdene med jordtilligende, altså hele stedet, strækningen; selve gårdene omtales (i egl., gammel sprogbrug) som “i X-by” ell. X-by-gårana; parcellister (husmænd), der bor på jord fra sådanne gårde, bor “i X-by”, selv om deres ejendomme ligger ret langt fra selve gårdene; som alm. appellativ bruges by ikke om disse steder, men kan höres i forb. som: hær e adsjillia “bya” hær i soggen (ɔ: adskillige steder med navne på -by); hær e Æjeby å Grödby å Kallby å Fåraby; å så e dær Ströby å Nyby, som hör te Åkjærkeby›. – Undertiden, men sjældent, bruges dog enkeltordet i best. f., når talen er om et sådant sted, hvis navn ender på -by:hajn bode syjnnan böjn (ɔ: syd for Tjørneby) dæjnna horrijn syjnnan böjn (ɔ: om en ung mand på en gård syd for Dyndeby)›. – I nogle få tilfælde har stednavnet best. f. fx: Strânböjn (ell. Strânbygårana) en række gårde nær kysten i Povlsker; Swenskaböjn, Svenskebyen, en strækning nordøst for Almindingen, der i forrige årh. opdyrkedes væsentlig af indvandrede skåninger (swinska); Skånnijngaböjn, Skåningebyen, et kvarter nær havnen i Sandvig.

Espersen

By (m.)

byjbest. Art. Böjn (l. ö); pl. Bya, best. F. byana

(Nsk., Sv. by, m.; Isl. býr, m.). I Bornholmsken bruges ‹by

1) om Stad, Kjøbstad eller hvad der kan betragtes som saadan, f. Ex. ‹Svanika e ejn häjlluer by›; ‹Alijnga ejn lidijn nätter by›; ofte bruges det sammensat f. Ex. ‹Svanikaby›, ‹Neiseby›, ‹Åkjärkjeby›;

2) betegner ‹by› ofte visse Gaarde, der ligge hver for sig adspredte, dog nogenledes paa samme Streg (d. s. s. gåraren); ja stundom bruges det endog blot om et Par Gaarde, som ligge i kort Afstand fra hverandre, eller hver paa sin Side af en stor Aa; i denne Forst. bruges det altid sammensat f. Ex. ‹Bjärreby›, ‹Gadeby›, ‹Kjelseby›, ‹Lyrsby›, ‹Sjijnnaraby›, ‹Stennisaby›, ‹Tunneby›, ‹Rijngeby›, ‹Åby›, ‹Äjeby›, ‹Älleby› f. m. a.; flere lignende Byer mangle dog denne Betegnelse f. Ex. ‹Borra›, ‹Kosendeda›, ‹Smorräjnga›, ‹Sose›, ‹Tijngsta›. Derimod er den danske og (udelukkende) svenske Betydning af By = Landsby, Bondeby, fremmed for Bornholmsken; thi Gaardene have fra umindelige Tider stedse været eenstige Gaarde. Den bestemte Form af Ordet uden noget Tillæg betegner i Singularis

1) Byen i Modsætn. til Landet: ‹folk frå böjn› (mods. fra ‹bojden›) d. s. s. byfolk, Byfolk, Kjøbstadfolk;

2) den øvrige By udenfor det Sted, man boer: ‹hon e i böjn› (mods. ‹hon e hjemma›), hun er i Byen;

3) Landets fornemste By, Hovedstaden ‹Rönna›, i Mods. til de andre Byer: ‹vi vanka ejn gång om åred te böjn›; paa samme Maade bruger Gullænderen böjn om Staden Visby, og Jemtelænderen byn om Trondhjem. Den bestemte Pluralisform ‹byana› uden n. Tillæg bruges fortrinsvis om de to smaa Byer: Allinge og Sandvig.

Teinnæs

II by (m.)

best. “böjnj”

by, købstad, der er fremmed for målet. ‹“Va târ hajnj (ɔ: en, der var flyttet til Åkirkeby) saj te dær?”› – ‹Hajnj får val mæst tiden te gå me å læja me bysens bælla?› – ‹Åkjærkeby› er en virkelig sammensætng. med hovedtrykket på ‹-by›; dog høres også ‹^Åkjærkeby›. Forbindelser som ‹Rønna by›, ‹Svâneka by› er af samme art som Roskilde Domkirke, ‹på Rønna gâder›, ‹i Rønna vång›, ‹Rønna hawn› osv.; altså egentl. gen. med styrelse. Man siger også ‹Ârnâga by› på samme måde. – ‹kjöra te böjnj (ɔ: ell.) te bys›, dvs. til hovedstaden Rønne; ‹e du kåmmijnj te bys idâ?› ‹åmkræjnj i di anre byana›, dvs. ‹Hâzle›, ‹Najse› osv. i modsætning til Rønne. – ‹gå ad böjnj› – gå ud: ‹hajnj e’kje æwent jimma, hajnj e gåjnj ad böjnj›; ‹hårrijnj går i böjnj får sin moer›, dvs. går ærinder; ‹hajnj e gåjnj i böjnj te bâgarijnj ætte brö›; ‹kajnj (ɔ: kan) du gå ed grân i böjnj får maj›, dvs. besørge et lille ærinde for mig. – ‹böjnj› siges også om gårde, hvis navne ender på by: ‹hårrijnj syjnjan böjnj›, dvs. fra en gård syd for ‹Dyjnjaby›; ‹hajnj bode syjnjan böjnj›, dvs. Tjørnby; ‹nera i Strânböjnj› dvs. i Strandbygårdene i Poulsker. by svarer ofte til købstad: bybællana – købstadsbørnene, bykjærkana – købstadskirkerne, byklåkkan – tiden i købstaden.