bællaaituer (adj.)

BO

bælla-aituer (adj.)

[bælaȧjtu-ər]

bælla-aituer (adj.) [bælaȧjtu-ər]

1) barnagtig.varr inte så bællaaitu, pibel!› ‹hajn e så bællaaituer ded e ju så bællaaitut å hæjnga sai i seddan nâd› ‹hon bær sai så bællaaitut ad›.

2) halvvejs barn; ikke voksen. ‹jâ va hall bællaaituer ijndå›.

Espersen

Bällaajtuer (adj.)

u-ut

barnagtig: ‹varr inte så bällaajtu, pibel!

Lærernes Ordbog

Bellaaitu (adj.)

barnagtig.

Teinnæs

bællaajtuer (adj.)

1) barnagtig.

2) halvvejs barn endnu: ‹jâ va hall bællaajtuer ijnjdå›.