böja (v.)

BO

böja (v.)

[böja]-er, -te, ogs. (l. br.) -de [böjtə, böjdə], -t [böjt]; sjældnere bøjes ordet -ar, -ada, -ad

böja (v.) [böja]

-er, -te, ogs. (l. br.) -de [böjtə, böjdə], -t [böjt]; sjældnere bøjes ordet -ar, -ada, -ad

1) om hornkvæg: stå ell. gå med sænket hoved og fremadrettede horn parat til at stange; true med at stange, som øvrige tyre, når nogen nærmer sig. kjyrijn står å böjer (Esp.)› ‹du ska’nte varra bånge for tjyrijn; hajn böjer nok lid, mæn hajn gjorr inte nâd koen böjte imod mai› ‹koen står å böjer så (ɔ: står og skuler med blikket, er upålidelig)›. || undertiden blot om ludende hovedstilling uden forestilling om at dyret vil angribe.koen böjar mod rain›.

2) om mennesker: dels blot: stå, gå ell. sidde med sænket, ludende hoved: ded blæste ejnhillu, å jâ hadde vijnnen lid på skrâ imod, sa jâ måtte gå å böja hela tiden›. hajn sto å böjde (ɔ: om et barn, der undseligt stod og så i jorden)›. dels (især) med forestilling om at vedkommende ved at indtage denne stilling ser skummel, fordæktig ud; ofte som udtryk for at vedkommende surmuler eller ser lumsk, ondskabsfuld ud: du ska ’jkkje stå søddan å böja, horra (Holm)› ‹jâ så dom gå å böja dernera i gâdan›. sikke hajn sto å böjada; hajn varkan så æjlle snakte› ‹hon sidder altid dær å böjer (ɔ: surmuler) vi anre snakte vrawl å morada voss, mæn hajn bâra sadd i krågijn i sijn stol å böjte å sâ ikkje ed ord på hela awtanijn›.

3) om vejret, himlens udseende: være truende.sikkedan hon står å böjer i loften (ɔ: truer med storm og regn) hon (ɔ: torden) sto hær å böjde udanforr› ‹de ser inte for gott ud i væred; de står å böjer (ɔ: sætter op til uvejr)›. når ded (ɔ: vejret) hâr vad gott i nonna dâ, hâr’ed swært ver å raina, sæl om ded böjer lid sammen (ɔ: selv om der samler sig nogle truende regnskyer)›.

Espersen

Böja (v. intr.)

l. ö

bruges fortrinsvis om arrige Tyre, naar de staae el. gaae med Hovedet bøiet ned for at stange: ‹kjyrijn står å böjer›; undertiden om Mennesker: lude med Hovedet og skule eller skumle.

Lærernes Ordbog

Bøja (v.)

gaa med bøjet Hoved, lude; skumle, se lumsk ud.

Teinnæs

böja (v. intr.)

se Esp.; om truende udseende af himlen: ‹når ded hâr vad gått i nånna dâ, hâr’ed svært ved å rajna, sæl om ded böjer lid sammen›. ‹hon (ɔ: dvs. torden) sto hær å böjde udanforr›. ‹sikkedan hon står å böjer i låften›, dvs. truer med storm og regn. ogs. böjar – ada: ‹koen böjar mod rajn› (Pær Månsen). L.H. ‹koen står å böjer så›, dvs. gloer ‹skâlt›.