bølja (f.) I

BO

Ibølja (s. f.)

[bølja]flt. -er

bølja (s. f.) [bølja]

flt. -er

bølge; Esp.’s angivelse af, at ordet i egl. betydn. næsten er fortrængt af sjö (se Esp. u. Bölja og Sjö) gælder kun for sømandssprog og deraf påvirket tale; blandt landbefolkningen er bølja meget alm.; dog bruges det fortrinsvis om bølgerne i nærheden af land, især hvor der er landgrund, mens man om bølger på dybet alm. siger sjö, fx når man fra et højtliggende sted står og ser ud over havet siges gerne: dær går sjö (stora, vida, hoia sjö olgn.); om bølgebevægelsen på indvande bruges altid ordet bøljer. dær går hoia bøljer idâ› ‹ejn kajn höra bøljarna slå mod kløpparna bøljan tâu mai me ud ijænn› ‹ejn se vår lânt bøljarna slikka opp på strân || ‹bøljarna gå hoit (ɔ: der er stor ophidselse, voldsom debat, høj stemning olgn.)› ‹bøljarna gjikk hoit; jâ inada mæst, de skujlle ænnt me slawsmål›. || overf.; især om korn, græs, der bølger i vinden.sän går i böljer (Esp.)› ‹röjn kom i bøljer›. hedajn slo imod mai som en bølja› ‹hâr du fåd lawad bøljer i håred?›.

Espersen

Bölja (f.)

Bølge; nu sjeldnere i egl. Forst.; jfr. sjö; fig. ‹sän går i böljer›, Sæden gaaer i B.; Sv. bölja; Nsk., Isl. bylgja.