bösta (v.)

Espersen

Bösta (⟦v.⟧)

l. ö

[bøste, banke, s. Böstenödder.]

Teinnæs

bösta (v.)

[bö:sta]-er, -ar - bö:ste, bö:stada - bö:st, bö:stad

se Esp. under ‹böstanødder›. Det bet.: slå stærkt og vedholdende: ‹hajnj sto å böste på dörn med træskona, jâ måtte bösta læjnje ijnjan (a) jâ fijkj(e) pâlijnj nerdræmder›; ‹lijgja dær å bösta på bællana›. Trans. bet, i forb. med biord: ‹bösta nâd itu› – slå så længe på noget, at det går itu. ‹bösta et vijnju i›. – ‹våddan går’ed me tån? – de hamrar å böstar i dæjnj›. ‹bösta kårt› = ‹bânka kårt›, om ihærdigt kortspil. Urne: ‹bösta lin› – banke eller slå knopperne af den første hør, hvorudi frøet sidder; at ‹bösta› nødder, æbler, ‹bösta› pærer etc. ned. ‹bösta kåll› – slå kul itu. ‹bösta ler› = slå gamle lervægge itu og bruge leret til at lave spækning af. ‹bösta kalk› = slå kalk.