amma (v.) III

Espersen

Amma (v. tr., v. intr.)

ar-ada-ad

1) v. tr. ■ a) ligne, være lig (Gudh. o. fl.; jfr. Skg. p. 371): ‹däjn sönnijn ammar sijn far meied›. ■ b) ligne i uegl. Forst. ɔ: svare til, passe til: ‹ded ammar hannem›, det ligner ham; ‹ded ammada då’nte nad›, det lignede dog Intet; ‹hvad ammar ded!

2) v. n. ‹amma ›, slægte paa, efter: ‹hajn ammar farijn› (Nordl. og Vestl. tildeels). Jfr. nedf. liggna, [ligel.] liggna hos Skg. (p. 394.) Ordet er af tydsk Oprindelse (ahmen, nachahmen), men Begrebsudviklingen er eiendommelig.

Teinnæs

amma (v.)

[am:a]

Esp. Meget almindeligt i: ‹ded ammar då inte nâd (ijnen tijn) å bæra saj søddant› ad; cf. lina. Meget hyppigt forstærkes udtrykket ved sammenstilling med ‹lina›: ‹ded værkan ammar æjlle linar›. ‹ja ded ammar livæl slætt inte din› (tegning). ‹i amma inte værannra i to bröra›. ‹dær va så många sa de ammada ijkje›, dvs. så det gik ud over det rimeliges grænser. – ‹hon e så galant sa ded ammar ijkje te› – L.H.