dânka (v.)

BO

dânka (v.)

[dɳka]-ar, -ada, -ad

dânka (v.) [dɳka]

-ar, -ada, -ad

aflive (ved slag, stik, krysten osv.); dræbe (på en voldsom måde). jâ va i åns hänna å dankada ejn kjyr (Esp.)› ‹hâ ni fåd grizijn dânkadar inu? (ɔ: har I fået livet af den ɔ: fået den slagtet?) dæjn kjættan skujlle dânkes, hon târ dâuer å kjyllijnga› ‹dæjn gångijn di fikkj Prønsensjåjll dânkader›. uegl. om at dræbe planter.du må’nte gje dæjn urten så maien gjønnijng, du dânkar ’na me’d› ‹jâ ska se å få ded ukruded dânkad›. || i udtryk for at give nogen en hård medfart, der er ved at tage livet af vedkommende person ell. dyr. hajn klämd’ijn, så ad hajn hadde när dânkad ijn (ɔ: krystet ham ihjel. (Esp.))› ‹di sloes, sa di va farru å dânka varanra› ‹hostan e ver å dânka mai›. jfr. Urne: “Kaalden er færdig at Danke mig ɔ: dræbe etc. item naar toe Hunde stærk bides: Hundene Danke hverandre ɔ: dræbe”.

Espersen

Dānka (v. tr.)

ar-ada-ad

aflive (ved Slag, Stik, Krysten f. M.): ‹ja va i åns hänna å dankada ejn kjyr›, — tog Livet af, slagtede en Tyr; ‹hajn klämd’ ijn, så ad hajn hadde när dankad ijn›, — krystet ham ihjel. Uvis Oprindelse; jfr. Söderml. dancka, slaae paa; Jsk. danke (dannk’), staae sig mod Een f. Ex. i Brydeleg («kan do dannk’ ham»).

Lærernes Ordbog

Dánka (v.)

kryste ihjel.