dink (n.)

BO

dink (s. n.)

[deɳk]flt. d. s.

dink (s. n.) [deɳk]

flt. d. s.

1) brugt som ynkende, kælende betegnelse for et lille skrøbeligt barn (nyfødt ell. sygeligt); især i forb. et lided dink, et stakkels lille pjus.sikkenet lided dink, kajn knapt hojlla hâud

2) om person i alm. i udtryk for at vedkommende er lille af vækst.hon e mæn et lided dink› ‹så kom dær seddenet lided dink å spore, va jâ vijlle›. – Iflg. Skovgaard og Esp. benævnelse, der bruges om en person med hån ell. ringeagt: “en Stakkels Djævel” (Esp.); denne bet. synes nu at være forsvundet. – Vel fra mnt. ding, dinch, ting(est).

Espersen

Dink (n.)

en Benævnelse, der bruges om en Person med Haan eller Ringeagt: en stakkels Djævel; udentvivl s. O. s. Tsk. Ding, n., Nsk. Dings, n. = Dsk., Sv. tingest.

Lærernes Ordbog

Dink (n.)

et Ord, hvori ligger Haan og Ringeagt, omtrent som man i Dansk vil sige: et stakkels Fandenskab.