dobba (m.) I

BO

Idobba (s. m.)

[dåba]flt. d. s.

dobba (s. m.) [dåba]

flt. d. s.

pløk ell. pind af træ ell. metal uden spids, der sættes i noget for at holde på noget, hindre noget i at glide ud over stedet, hvor den anbringes; fx. i tømmerkonstruktioner om de træpløkke, der drives igennem et hul i nokken på et tømmerstykke, når denne er ført igennem et hul i et andet, for at hindre nokken i at glide ud (fx. i et bjælkehoved udenfor stolpen; jfr. {-bjælkadobba-}). ajle dobba å naina te tømmered skujlle liggja teres (ɔ: til sammenføjningen ved opførelsen af bygning)› ‹sætt ejn dobba forr te å hojlla’d›. || på de gl. hjulplove om en jernpind, som flyttedes fra et hul til et andet, alt efter som ploven skulde stilles, og som holdt plovningen, så den ikke gled frem (se JP Prahl. AC. 13). || ogs. om søm, hvis spids (ell. hoved) er slidt ell. brækket af, men som stikker generende frem (jfr. {-sømmdobba-}):dær sidder ejn dobba i skoijn å stikker– Jfr. {-tobba-}. || om dupper til høvlebænk, hvorimellem stykket, der skal høvles, fastspændes (hæwl(e)-bæjnkjadobba).

Espersen

Dobba (m.)

en Pløk, som er but, ikke spids.

Lærernes Ordbog

Dobba (m.)

en Pløk.