ân (f.) I

Espersen

An (f.)

â

Aand: ‹en on an›; ‹ona aner›; ‹min an›; Nsk. And, f. Sv. ande, m.; IsI. önd, f. andi, m. A. S. ond. I Udtalen adskiller Singularisformen af dette Ord sig aldeles ikke fra ân, f. And (Isl. önd).

Teinnæs

an (f.)

[â:n]

ånd; Esp.; ‹dæjn hælli ân› – den hellige ånd; ‹hon hadde dæjnj stora ân i saj›, dvs. var stor på det; ‹dæjnj stora ân skujlje idå mæjnjesken›, dvs. storagtigheden skulde ud af dem. højt [symbol for bogsprog]: ‹hajnj skujlje foreviza åndarna› [å:ndarna]. ‹de hâr vad hall smått me dåm, de vil saj inte i ånnen›, dvs. ‹i ân›.