dæjn (pron.)

Espersen

Dom (pron.)

s. Däjn.

Dorres (pron.)

s. Däjn.

Däjn (pron. dem., pron. refl.)

m. f. däjn, n. dēd (betonet), dĕd el. dĕ’ (relativt ubetonet), ed, ’d (ubetonet), gen. (sjel.) däjns; pl. di; acc. og dat. dom; gen. dorra, dorres, dorresa

Däjn (m. og f.), dĕd (betonet), dĕd el. dĕ’, den, det; gen. (sjeld.) däjns, dens; pl. di, de; acc. og dat. dom (Nsk., Sk., Sjæll. d. s.; Gl. Dsk. og Sk. thum, thom), dem; gen. dorra (Isl. þeirra, Gl. Sv. þerra, þaira, þara; Nsk. deira; Vestg. därra; Gl. Dsk. there; Kjøbenh. Almuespr. dere), dorres (Sk. dåras), dorresa, deres. I Neutrum bruges ofte en forkortet F. (et suffixum) ed (tonløst) el. ’d (Sk. d. s.; Gl. Dsk., Dsk. d. T. ’et. — ‹Däjn›, ‹dēd › el. ‹dĕd›, ‹dĕ’›, ‹di› bruges baade substantivisk og adjectivisk; de øvrige kun substantivisk; ‹dēd› bruges, hvor Eftertrykket skal lægges paa Pronominet, ellers ‹dĕd›, ‹de›, ‹ed›, ‹d›, dog maa ved de 2 sidstnævnte Sætningens Verbum altid gaae iforvejen (‹såstu ed›; ‹va d›, saae du det; var det). Med Hensyn til Brugen er fremdeles at mærke:

1) Formen ‹däjn›, brugt substantivisk, fastholder i Bornholmsken sin udhævende eller paapegende Betydning og kan aldrig (ligesom et personligt Stedord) bruges blot svagt henvisende ɔ: til intet videre end blot at betegne eller træde i Stedet for Navnet paa den Gjenstand (Dyr, livløs Ting, abstract Begreb), der omtales; men her bruges 3die Persons maskuline eller feminine Pronomen hajn, hon (s. s.) og de forkortede, tonløse Former ‹ijn›, ‹jn›, ‹na›; skal derimod Gjenstanden udhæves ved Pronominet, da bruges Demonstrativet ‹däjn›; dog høres i Stedet for dette undertiden 3. Persons Pronomen, naar Talen er om Dyr (ja, vil man her bruge Genitiv, er det endog nødvendigt), ligesom stundom omvendt Demonstrativet ‹däjn› bruges om Personer i Stedet for 3die Persons Pronomen: ‹läjggj däjn stokkijn, oisan frå dei! däjn må du inte ha›; ‹nu har ja männ ejn häst, å däjn (hajn) e au sjöger›; ‹di ha en gammal ko, å däjn (häjnne) villa di ha forrekjive daler forr›; ‹där var Pärsa Hāns (Hans Pedersen): nå däjn! (han) ja hannem kjäjnner ja nokk›; ‹där gjijkkj Stina: å! ska däjn (hun) au me›; ‹däjn (hende) har ja min gonn inte sett forra›. I Dansken, hvor det saakaldte Fælledskjøn har udviklet sig, maatte nødvendigen Brugen af Demonstrativet «den» blive mere udvidet.

2) Neutrum ‹de› bruges i enkelte Talemaader saaledes, at det ved første Øiekast kunde synes at svare til Nsk. da (Aasen Gr. § 317), Sv. det (Strömborg Gr. § 136), Tsk. es = det danske ubestemte og ubetonede der (Bh. ‹där›); men er dog vistnok at opfatte som et egentligt Subject; s. Stå.

3) Neutrum, især den forkortede F. ‹ed›, bruges undertiden med en vis Ringeagt baade om mandlige og kvindelige Personer i Stedet for det personlige Pronomen, f. Ex. ‹ded e så forbajnada storajtut!› den Person (det Subject) er saa forbandet storagtig; ‹där lövver ed, krikker ed asta›, der løber han, kryber han afsted, den Pjæs!

4) Det danske ubestemte Pronomen «man» (hvilket Ord ei bruges i Bh. eller Nsk.) udtrykkes ved pl. ‹di› (= Nsk. dei), naar der tænkes paa en Fleerhed, hvori den Talende ei indbefatter sig selv, f. Ex. ‹di seia›, man siger; ‹di villa nu ha kri igjän›, man mener nu atter, at der vil blive Krig; ellers bruges ejn (s. s.) og, hvor den Talende blot tænker paa sig selv, ‹ejn ajn› (s. Ajn). Den danske Brug af «De» i Tiltale er fremmed for Bornholmsken, men i dets Sted bruges deels ‹i›, ‹ni›, deels hajn, hon (s. ss.).

5)Dom› (domm) bruges altid tillige som pron. ref. pl., f. Ex. ‹di arrja (ærgre), glä, harma, dreia, slå, spo (skynde) dom›; ogsaa i dansk Talesprog bruges dem ikke sjelden i Stedet for sig.

6) Naar ‹däjn›, ‹ded›, ‹de’›, pl. ‹di› bruges adjectivisk foran Substantiver enten med eller uden andet Tillægsord, og foran Adjectiver, der staae som Substantiver, faae i Regelen saavel Substantiverne som Adjectiverne den bestemte Form ɔ: Substantiverne (endog Egennavne) faae den efterhængte bestemte Artikel; Adjectiverne (med eller uden Substant.) faae i sing. Endelsen a i pl. e (dog høres paa Bøigden ofte ogsaa her a); ikkun Ordenstallene fra 3, hvilke altid ende paa e, og det active Participium, som tidligere endte paa anes, nu almind. paa enes, blive i alle Tilfælde uforandrede; ligesaa Grundtallene med Undtagelse af ejn (s. s.): ‹däjn karijn›, ‹di karana›; ‹däjn Raskijn, Anan!› (Rask, Ane); ‹däjn hvida rosan›, ‹di hvide rosarna›; ‹ded stora svårta fåred›, ‹di store svårte fårn›; ‹däjn forbajnada Hansenijn›, ‹däjn galna Anan›; ‹däjn gamla›; ‹di gamle›; ‹däjn där agenes karijn›; ‹di månge gånes karana›; ‹di kjörenes›. Saaledes er Sprogbrugen, hvad enten fortrinligen Demonstrativets Begreb i og for sig, eller (i hvilket Tilfælde Demonstrativet betragtes som en foran sat bestemt Artikel) enten Adjectivets eller Substantivets især skal fremhæves, hvilket Betoningen viser (‹däjn lijlla bällijn›; ‹däjn lijlla bällijn›; ‹däjn lijlla bällijn›). Naar Demonstrativet, hvad undertiden skeer, udelades foran et med et Adjectiv forbundet Substantiv, beholde i nogle Tilfælde begge deres bestemte Form, i andre mister Substantivet sin, f. Ex. ‹du går inte rätta väjn nu› (den rette Vei); ‹ejn skå gå här om morkja natten› (i den mørke Nat)! ‹om el. ver lysa dajn›; ‹forsta, tredde gångijn ätte› (første ... Gang efter), men: ‹forsta, tredde gång, ja va där› (derimod: ‹tredde dajn, ja va där›); ‹forria år, månad›; ‹Svenska Ana›.

7) Naar dette Demonstrativ forbindes med de paapegende Stedsadverbier ‹där›, ‹därsens› til en nøiere Bestemmelse, sættes disse umiddelbart efter Pronominet, lige saa vel, naar det bruges adjectivisk, som substantivisk; dog bruges ‹därsens› aldrig ved de Former af Pronominet, som altid staae substantivisk: ‹däjn där horrijn›, ‹däjn därsens horrijn›, den Dreng der; ‹di där el. därsens horrana›; ‹de’ där hused›, det Huus der; o. s. v.; ogsaa i Sjæll. høres ofte: den der Mand = den M. der. I Gudhj. gjøres Forskjel mellem ‹däjn där› og ‹däjn därsens›; hint bruges, naar man paapeger en Person eller Ting alene for sig; dette, naar Gjenstanden udpeges mellem flere andre: ‹däjn där peian har nu vad hōs voss i sju år›; ‹däjn därsens piblijn (ogsaa pibel) e grajnast›, den Pige der er meest pyntet. Jfr. däjnna.

8) Neutrum i Singularis, naar det staaer som Subject, og ligesaa pl. ‹di› gjentages ofte for Eftertryks Skyld, og det saaledes, at man enten sætter den tonløse Form først og den betonede sidst i Sætningen, eller den betonede først og den tonløse umiddelbart derefter: ‹de’ va då bölens, dēd!›; ‹de’ smagar så gott, dēd›; ‹dēd, de’ brände›, ja det brændte rigtig; ‹di e så grajna på ’d, di›; ‹di, di e så kara, s’ ad›. Jfr. forøvr. hajn.

’Ed, ’d (pron. dem.)

forkort. F. af det, s. Däjn.