âna (propr.) I

Espersen

[2]Ana (pr.)

â

Ane; men foran visse Kvindenavne, hvormed det ligesom danner et sammensat Ord, bruges især paa Vestl. Formen: Ane- f. Ex. Ane-Marí Ane-Sofí, Ane-Kjestín; jfr. Angel. Ann-Marí (men ellers: Annaa; Hagerup p. 33). Samlg. Karna, Marna, Stina o. fl.

Teinnæs

Ana (pr.)

[â:na]

Forbindes navnet med et andet kvindenavn, danner det en sammensætning med dette, der får trykket, hvorfor det første navn svækkes til [â:ne] med halvlangt â. Samtidig mister det sidste navn et svagt betonet a. Foruden de af Esp. anførte forbindelser kan nævnes: ‹Anedort› [â:ne^då:rt]; ‹Anemagret› [â:nema^gre:t]; ‹Ânestin› [â:ne^sti:n]; ‹Ânema^ri›; ‹Ânekatrin›.

Ane–

Ana.