du (pron.)

Espersen

Du (pron. pers. (2. pers.))

sædv. med et Forslag af e el. äacc. og dat. dei; pl. i eller ni; acc. og dat. jär, järr, jarr, iär; gen. jära, järra, jorra, järesa, järeses

du (Gottl. däu); dig; pl. i eller ni (= Sv., Sk.), I; acc. og dat. jär, järr, jarr, iär (to Stavels. Nexø), eder, jer; gen. jära, järra, jorra, järesa, järeses, eders, jeres. Som forkortet F. eller suffix. bruges tu (tonløst), f. Ex. ‹estu›, ‹vastu›, er, var du, ‹kajnstu›, kan d., ‹vittu›, vil d. (pl. vinni, ville I). I el. ni svarer til Dsk. I og De i Tiltale til Flere; tidligere brugtes det og som et høfligere Udtryk til Fader og Moder (‹i el. ni far›, ‹i el. ni moer›) og til gamle Folk, i disse Tilfælde med tilhørende Verbum i Singularis. Nu bruges i Almindelighed hajn og hon (s. s.); undertiden ‹du› til Forældre. Om en lignende, tildeels og videregaaende Brug af 2. Pers. Pluralisform hos Landalmuen i Danmark (f. Ex. Sjæll., Sønderj.) og Holsten, ligesom og i Nsk., Sv. og sv. DD. s. Molb. D. L. v. ite p. 250 og 686; Hagerup om Spr. i Angel v. Itte p. 31; Schütze Holst. I. II, 188; Aasen N. Gram. p. 198 § 312 og N. O. v. did og i; Strömborg Sv. Sp. p. 152 § 136. Hvor Noget udsiges eftertrykkeligere om Personen, gjentages næsten altid Pronominet som Subject, f. Ex. ‹du e då ejn antes, du!› ‹ni en då rent galna, ni!› Lign. Gjentagelse i Nsk; s. Aasen Gr. p. 202 § 319.