astâ, adstâ (adv.)

Espersen

Adstâ (adv.)

sidste St. beton.

afsted (Gudh.): ‹vittu se, du kajn komma adsta›; hedder ellers almind. ‹a’stâ› jfr. åsta.

A’stâ ([adv.])

[s. Adstâ.]

Teinnæs

a(d)sta (adv.)

[a(d)^stâ:]

af sted: ‹a. me jærr!› ‹a. komm vi›; ‹di e astâ i Kânegårsskâuijnj å plåkka nødder› – ude på tur. overført: ‹di va forlouada i 15 år, mænn di komm alri a. å hojlla brojlløpp, å så dö hon ju› (naaede aldrig); ‹jâ kajnj ijkkje komma a. me’d› (kan aldrig nå at få det gjort). – ‹astâkomma› – afstedkomme.