dæwl (m.)

Espersen

Däwl (m.)

gen. däwls; best. F. däwlijn

Djævel, bruges fig. deels som et spøgende Udtryk om en Person, som der er noget Ualmindeligt ved, men i god Forst., f. Ex. ‹sikkenejn däwl›, sikkenen Pokkers Karl! deels med et Bibegreb af en vis Ringeagt eller Dadel, f. Ex. om en Dreng: ‹ejn horradæwl›, det samme gjælder og om gen. däwls: ‹ejn däwls horra te å läsa› (Pokkers Dreng); ‹ejn däwls unga te å vräla›, en slem Unge til at skraale; i de samme Forbindelser bruges og satan, men som et stærkere Udtryk og ikkun i slet Forst. om, hvad der er ondt, skadeligt, hæsligt o. s. v. Den best. F. däwlijn bruges sjelden i Eed eller som Udraabsord, men da ogsaa som et mildere Udtryk, f. Ex. ‹däwlijn komme i ’ed au el. ätte ’d›, Pokker tage ved det ogsaa! (om Noget, der ikke vil lykkes, gaae fra Haanden); jfr. bölijn. Derimod bruges det ikke (ligesom heller ikke udenfor Eder O. ‹satan›), hvor ligefrem Talen er om den onde Aand (fanijn, raggijn, grånakk, däjn ‹lea› (s. Le’), ‹styjggja› (s. Styjggjer).