dølla (v.) III

Espersen

⟦2⟧Dölla (v. tr.)

sløve, gjøre uvirksom, uskadelig (ved hemmelige Kunster), f. Ex. ‹dölla orma› (Slanger, Hugorme); ‹dölla en bössa›, forhexe et Gevær, saaledes, at det ikke kan gaae af; Fyen. dølge, d. s. (dølge Snoger); Nordsj. dølge, stille tilfreds, formilde. Molbech (D. L. p. 92) udleder denne Brug fra en forældet Bemærkelse af dølge = «udslette, borttage» («A. S. dilgian, delere; Tsk. tilgen»); men snarere er hint fyenske og nordsjællandske dølge (dølle), saavelsom Bh. ‹dölla› i 1. Bemærk., et Verbum af anden Oprindelse og beslægtet med Adjectivet döller o. s. v. (s. s); jfr. Engl. to dutt, gjøre dum, sløv, svag f. M.