ânka (v.) II

Espersen

[1]Anka (v. tr.)

âar-ada-ad

angre, fortryde (= ångra): ‹ja ankar ded å ded,› jeg angrer dette og hint (Gudh. o. fl.); Sk., Smål. anka (Sk. ogsaa ånka), v. tr.; Nsk. anka, v. n. Hos Ihre (D. L. p. 9) anføres Vestg. anka i samme Forst.; hos Hof derimod (Dial. Vestrog.) angka med Bemærk.: klage, klynke, jamre sig (jfr. Østg. anka sig, beklage sig; N. S. anken, «ächzen, stöhnen» Schütze I, p. 42).