aia (v.)

Espersen

Eia (v. tr.)

eier-eide el. åte-eit el. åt

1) eie, have, besidde: ‹ja har, mijn sajn, alldri åt kjyve daler› (Gudh.); Nsk. eiga (eig’- aatte-aatt); Isl. eiga (á-átti-átt); Sv. äga (regelm.); nogle Steder i Sverrig og i Nordsj. høres ogsaa endnu i Imperfect. åtte, aatte; i Skaane bruges Verbet ei i denne Bemærkelse, men i Stedet for derimod v. d. åss (impf. åddes) eller, ligesom i Blek., vv. hafva, rå om.

2) skylde, have at betale (= sjyjlla, resta): ‹ja eier, eide el. åte hannem fira mark› (Gudh.); Nsk. eiga (med s. Bøining s. ovf.); Dsk. Almuespr. navnlig Sjæl. eie (Nordsj. impf. aatte; jfr. Junge p. 371, 377; Molb. D. L. p. 97); Sk. deels äja, impf. åtte (Almqvist), deels éa (ér-édde-étt; Strömb.); Vestg. äga; Østg. äge, åge; jfr. Isl. eiga, have at —: eiga að gjalda, have at betale; hvoraf vel hin Brug i Dialekterne er opstaaet ved Ellipsis. S. forøvr. om Formerne af dette Verbum i Gl. Sv. og Dsk. Rydqvist Sv. Sp. I, p. 276; Strömb. p. 84; Petersen D. N. S. I, p. 114.

Teinnæs

aja

eja.