ens (adj., adv.)

Espersen

Ens (adj., adv.)

(af ējn)

1) enig (mods. ‹uēns›): ‹di kujnne inte ble ēns om ’ed›; Dsk. (sjeld.) eens; Sv. ens, ense.

2) eens, een og samme; ligedan, paa samme Maade; pleonastisk: ‹di e ēns maga› (Gudh.) = ‹di e maga›, de ere mage (Mager).

3) i Forbind. ‹me ēns›, med eet ɔ: pludselig, paa een­gang; Sv. med ens.

Lærernes Ordbog

Éns (adj.)

enig; f. Ex. ‹Di é nu så maijed éns di to›.

Éns, mé éns

strax; (= sv.). med ét, paa en Gang, pludselig.