fâl (s.) II

Espersen

⟦2⟧Fāl

(for: ‹far›; s. Farja): ‹i fal›, drægtig med Grise: ‹soen e i fal›; Sk., Nordsj., Falst. i far. Formen er opstaaet ved Ombytning af liqvid. r med l, en Ombytning, som stundom finder Sted i Sv. og Moesog. (s. Strömborg p. 10, § 32) og er temmelig hyppig i Nsk. (s. Aasen. Gr. p. 61, §92).