awtan, avtan, aftan (m.)

Espersen

Aftan ([m.])

s. Awtan.

Awtan (m.)

âpl. awtna

Awtan (almindeligste F.; n. St. āftan, āvtan), Aften (Sk. og Gl. Nsk. aftan) Isl. aptan; Sv. afton; Jsk., Angel. Awten). Ordet er nu blevet det fremherskende (jfr. kvejl; sta); ‹i awtesa› (ældre F.) = ‹i awtes (ijawtes)›, i Aftes; Sv. i afse; ‹i awtan (ijawtan)›, i Aften, baade om den nærværende og nu tillige om den tilkommende Tid, medens Udtrykket ista (som nu er sjeldent) kun bruges om den tilkommende. Som Hilsener bruges: ‹Gods fred, god awtan!› eller ‹god awtan› eller alene: ‹awtan!

Teinnæs

awtan (m.)

aften; ‹håjlja awtan› – ophøre med arbejdet, når det bliver aften: ‹håjlja ni awtan, soln e ju håjt åppa inu›. ‹då spiste di awtan›, dvs. sp. til aften. ‹a:ftan› [denne form er skrevet uden nogen yderligere forklaring]. – ‹jâ begjyjnjer semæjnj å ble dån, jâ hâr inte fåd mâd sin i aftens›. ‹de ska nåkk ble stille te awtanijnj›.