arbja, arbaia, arbia (v.)

Espersen

Arbeia, arbêa, arbia, arba (v. intr., v. tr.)

ar-ada-ad

Arbeia (Gudh. o. fl.), arbêa, arbia (Vestl.) og (i Rønne, især tidligere) ved Syncope arba, arbeide (Nsk. arbeia, Sv. arbeta, N. S. arbeden, Moesog. arbaidjan), bruges ganske almindeligt som v. tr. med Bemærk.: gjøre, forfærdige: ‹arbeia hosser›, forfærdige Strømper; ‹arbeia ett sjêv (et Drengeskib), en syslekonna, ett tou, en tälla, ett ûr o. s. v.

Teinnæs

arbja (v. intr.)

[a:rbja] (og de af E. anførte former)

1) arbejde.

2) anstrenge sig: ‹hæstijn arbjada ijnhelu forr å komma lözer›; ‹hajn sånk i, å arbjada forr å komma opp, mæn hajn arbjada saj mæn læjnnere å læjnnere i›.

3) om voldsomme åndedrætsbevægelser: ‹hajn hâr swært ver å få væred, ijn kajn se vår a ded arbjar i ijn›; ‹siarna arbjada så på krajturastakkaled›.

4) Om sygdom, der spores uden endnu at være kommet helt til udbrud: ‹sjögan sto å arbjada i kroppijn på’jn›.

5) trans. forfærdige: ‹arbja hozzer, ejn voun› osv.; ‹di (ɔ: pebernødderne) e bære ijn di som Krestoffersen arbiar›.

6) være i bevægelse, om jordlag: ‹mijljer sânsten ded e nâd som arbjar mæsst altid›.