farras, farres (v.)

Espersen

Farras, farres (v. dep.)

as el. es-ades-ads

tee sig meget ilde, tumle, larme, buldre, gjøre Spektakel, holde Huus; ogsaa fuldstændigere: ‹farras ijlla›: ‹ni farras› el. ‹farrasijlla, bälla!› ‹koss, hvor hujnn farrades inatt!› Smål. färas, v. d., d. s. (jfr. Gottl. färdar, Fremfærd, Sv. framfart; it. Støi, Bulder). Ordet er sandsynligen, hvad ogsaa Bøiningen taler for, opstaaet ved en egen Udtale af et Verbum ‹færdas› (samlg. Formerne: farruer, harrabrer), brugt om Færd i slet Forstand, enten nu stærk og idelig Bevægelse, Urolighed, eller slem Adfærd, Opførsel (altsaa ‹farras ijlla› = færdes ilde; samlg. antas); jfr. Dsk. færdes, reise, vanke (Isl. ferðast, Sv. färdas, Nsk. färast, farast); it. være i Bevægelse, Rørelse. Smlg. forøvrigt Bemærkelserne af Stammeverbet Isl., Nsk. Sv. fara, Dsk. fare (hvoraf Færd, Nsk. Fær, Far); Bh. fara (farr-for-farred).