arrier (adj.)

Espersen

Arruer (adj.)

s. Arrier.

Arrier, arruer (adj.)

i-it; u-ut

1) arrig, vred, bidsk; Nsk., Sv. arg.

2) i overført Bemærk, om Noget, som finder Sted i høi Grad, især om Hurtighed, Raskhed, Behændighed; hyppigst i adverbielle Udtryk (Gudh.; Vestl.): ‹lövv lie så arrit (hurtigt) du kajn!› ‹di kräjngde adsta på ded arrista›, de kilede afsted paa det voldsomste; ‹här i Gudhjem sätta di garn på ded arrista› (hurtigst, raskest, behændigst af Alle). Tvivlsomt kunde det derimod være, om en lignende Begrebs-Overførelse ligger til Grund for Udtryk som: ‹ded arria bested›, der stundom bruges i videre Forst. end blot om Arrighed (jfr. Gl. Dsk. en arrig Skalk); ‹ded arrista sjited› (Dsk. d. T. det arrigste Snavs); eller om vi have Levninger her af Betydningen: ond, slem, slet, som findes i Sv., Nsk., Tsk., A. S. arg; Gl. Dsk. arg, arrig (ogsaa: slet, ringe = Sønderj. arre).

Lærernes Ordbog

Arrig

= dansk; ‹løvva arrigt›, løbe stærkt.

Teinnæs

arrier (adj.)

[ar:ier]

1) bidsk, om karakteren. I denne bet. bruges det væsentligst om dyr, og det er stående udtryk om et dyr, der er tilbøjeligt til at bruge sit våben (er “farligt”). En bidsk hund hedder altid ‹“ejn arrier hujnn”›; ‹arria hæsta ska hâ halmviska bâg örad›; ‹hajn ble stångader ihjæl å ijn arrier kjyr›; ‹dæjn kvajan e inte fri forr å varra lid bællaarri›; ‹snågar e inte arria›. ‹ja, for di flâuarna di e då så arria›, dvs. nærgående. ‹hajnj e lisåm et arrit bi› – ikke til at vise væk; ‹hajnj far på som et arrit bi›. Sjældnere bruges det i denne betydning om mennesker: ‹en arri kjælijn›. Hyppigt om småbørn, der græder meget: ‹Âna va då så urimelia arri, då hon va liden›.

2) Brugt om mennesker betegner det den øjeblikkelige sindsstemning: vred; det betegner en højere grad af vrede end ‹nagger›; ‹hajn ble så arrier a hajn darrada ouer hela kroppijn›; ‹vi må’nte, forr så ble fâr å moer arria på voss›. Det bruges spøgende om skærende redskaber, især når de skærer forkert: ‹ded e majed somm dæjn knivijn e arrier›; også ironisk om skærende redskaber, hvis æg er sløv: ‹dæjn knivijn e så arrier a hajn sjær alt hva hajn ser å mera te›. ‹hâ arrit law på› – have godt, hurtigt og energisk håndelag (L.K.). Hauberg: streng, bidende om kulden i vise 1788.

3) Som biordsbestemmende til verber betegner det den hurtighed, iver, heftighed og voldsomhed, hvormed noget gøres eller sker; ‹hajn løw så arrit›; ‹jâ skrev så arrit somm a jâ kujnne›; ‹hajln slo så arrit a di slo jenem sydvæstana›. ‹jâ hadd’ed så arrit i hâud› – tænkte så stærkt på det.

4) arg slet: ‹ded e då nâd arrit möj›.