fjælstawn, fjællstawn, fjæjllstawn (m.)

Espersen

Fjälstaun, fjälstawn (m.)

fjälstaunijn, best. F.

1) det almindelige Navn paa Nattergalen (fjälstaunijn, best. F., hos de Thurah, B. B. p. 17: Fjeld-Stavning, Fjeld-Stavnen); Sk. fjälstarr, d. s. (Ihre D. L. p. 42; ei at forvexle med Nsk. Fjeldstær, Sneefugl, emberiza nivalis, Fleischer N. 8 D. p. 1060). I Dsk. er Fjeldstavn en nu vel forældet Benævnelse paa en fra Nattergalen forskjellig Sangfugl, nærmest Svensk-Irisk, Svenske, loxia chloris; i Moths Ordb. oversættes Fjeldstavn ved calandra (en Lærkeart? jfr. Fleischer 8 D. p. 980; v. Aphelen under «Kornlærke»); i Jac. Madsen Kjøbenhavners Fordanskning (a. 1591) af David Lyndsays poet. Skrift. forekommer: «Her sang den Nactergal med stor fryd, den Fjeldstaffn oc dislige». Ordets Oprindelse lader sig neppe bestemme; Skougaards Forklaring af fjälstaun «som havende sit Stavn eller Værested paa Fjeld» er aldeles vilkaarlig i enhver Henseende; hvortil desuden kommer, at Ord som Fjeld og Stavn ere fremmede for Bornholmsken.

2) et Slags Leerkar med en Tud, indrettet som en lille Pibe, hvilket, fyldt med Vand, frembringer, naar man blæser i Tuden, en Lyd, der har nogen Lighed med Nattergalens Fløiten (Rønne).

Lærernes Ordbog

Fjælstavn (m.)

en Nattergal.