flân (m.) I

BO

Iflân (s. m.)

[fln]flt. -a

flân (s. m.) [fln]

flt. -a

mandsperson, der støder an mod god tone ved højrøstet fjanten og ganten, usømmelig, ubehøvlet optræden (“en ubehøvlet Karl.” Skovgaard; “ubehøvlet Karl, Flab, Laps.” Esp.). Kâl va ejn flân å Ola ejn flabb– Til {-flâna II.-}.

Espersen

Flan (m.)

ubehøvlet Karl, Flab, Laps; jfr. Isl. flanni, m., kaad, løsagtig Person.

Lærernes Ordbog

Flán (m.)

en ubehøvlet Karl.