flâna (v.) II

BO

IIflâna (v.)

[flna]-ar, -ada, -ad

flâna (v.) [flna]

-ar, -ada, -ad

opføre sig usømmeligt med højrøstet fanten og fasen, ogs. udvise letfærdig optræden med uhøviske lader og fagter; optræde fjantet hånende overfor nogen for at fremkalde grin og latter; om begge køn (modsat da. flane, der næsten udelukkende bruges om kvinder).hajn går å flâner (Esp.)› ‹naj se! står du hær å flâner› ‹di sidda å grina å flâna› ‹hon løvver ju altid å flânar me tjænestedræjngana || refl:hvor hon flânar sei› ‹di sidda dær hela awtanijn å flâna dom›. || undertiden spec. m. h. t. usømmelig latter: skoggre; ofte i forb. med grina. ‹koss vår hon grinada å flânada då, kjælijngen da. flane, dels (foræld.): strejfe om, flakke, føjte, dels: vise usømmelig opførsel, fjase, fjante; sv. dial. flana, løbe om, støje, lege; no. dial. flana, løbe, føjte om (for at glo); færøisk flana, være alt for fri, bære sig naragtigt ad, glo, gl. isl. flana, fare ubesindig, blindt frem, handle ubesindigt.

Espersen

[2]Flana (v. intr., v. refl.)

ar-ada-ad

flane, have uskikkelige, uhøviske Fagter og Lader paa sig, opføre sig ubehøvlet (om begge Kjøn): ‹hajn går å flanar›; ‹hvor hon flanar sei!› Jfr. Isl. flana, buse.

Lærernes Ordbog

Flána sei (v.)

opføre sig flanet.