flarka (v.) II

BO

IIflarka (v.)

[flȧrka]-ar, -ada, -ad

flarka (v.) [flȧrka]

-ar, -ada, -ad

1) jfr. {-flarka; bruge, bevæge flarkarna; bevæge sig afsted ved hjælp af flarkarna I. 1-}. ‹ällijngana liggja å flarka (ɔ: ligger og spræller med fødderne). Esp. gjæssen flarkada å floi› ‹nær sjælhujnnana lå ijnna på izskorsijn, flarkada di ud te kântijn›.

2) jfr. {-flarka I. 2-}; spøg. ell. nedsættende, dels om at bevæge sig på en måde, der minder om ænders og gæs’ gangart; træde ud til siderne; bevæge sig vraltende olgn.våddan e’d du går å flarkar? dels (spøg.) bruge benene (flinkt) under løb, gang; bene (afsted olgn.); især i forb. flarka å. ‹nu e’d vist bæst, jâ flarkar å› ‹ded gjikk leså arrit som öjen kujnne flarka å (ɔ: ligeså stærkt som hestene kunne bene afsted) hajn kom hærnerflarkenes (ɔ: kom benende herned).› ‹hon løvv dær å flarkade (ɔ: rendte og benede omkring). || spec. med tanken på at gå, rende barbenet.horrijn kom flarkenes (ɔ: kom rendende barbenet)› ‹di lâ bællana gå å flarka på de kåjla stengolled (ɔ: lod børnene rende barbenede på det kolde stengulv).

Espersen

⟦1⟧Flārka (v. intr.)

ar-ada-ad

træde ud til Siderne, sprælle med Fødderne som f. Ex. Fjæderkreature: ‹ällijngana liggja å flarka›.