flâz (n.) III

Espersen

⟦1⟧Flas (n.)

i Gudhj. d. s. s. vass, især Vaas, som man ei gider høre: ‹sikkedant flas!›, a. St. flas, m., Skoggerlatter, kaad Latter: ‹hon slo ejn flas opp, så ijn kujnne höra’d ouer hela hused›; Sv. flas, n., Støi, Larm, kaad Spøg (i Sk., Vestg. Verml. «naragtige Ord og Gebærder» Ihre p. 45); jfr. Isl. (B. H.) flas, n., Ubetænksomhed (flasfenginn, fremfusende; Gislas.).