flâza (v.) III

Espersen

Flasa (v. intr.)

ar-ada-ad

skoggerlee, lee paa en kaad og støiende Maade: ‹hon flasarr› (Gudh.); Sønderj. flase; i svenske Dial. (Ångerml., Helsingl., Verml., Vestg., Sk.) bruges v. flasa om: at vise sig ubetænksom, fjantevorn, letsindig, kaad og letfærdig f. M. (samlg. Bh. fnasa). Jfr. Nsk. Flas, n., et letsindigt Kvindfolk; Flaas, m., letsindig, snakkelysten Person.