flâzuer ()

Espersen

Flasuer

s. d. følg. O. Flasurijn.

Flasurijn, flasuer (adj.)

uren-ured; u-ut

uhøvisk lattermild, som er Grinebider: ‹sikkena flasurna pibla› (Gudh.). Jfr. Gottl. flasug, balstyrig, overgiven, vild; Helsingl., Verml., Vestg. flasig, flanevorn, letsindig, ubestandig f. M.