flina (v.) II

Espersen

Flina (v. intr.)

ar-ada-ad

lee enten højt eller smaat, for at spotte, haane Een; grine ondskabsfuldt (= «‹grina ijllured›»): ‹däjn lea karijn står altid å flinar› (Gudh.); ogsaa med slet Bemærkelse, navnlig om utidig, usømmelig Latter (Fnisen, Grinen) bruges flina i Sv. og svensk Provindsspr. (Uppl., Ångerml., Helsingl., Jemtl., Verml., Sk.); fremdeles Nsk. flina (dog almindeligere flira); Gottl. fläjnä; Langel. fline (ogsaa Sønderj. fline, men et mildere Udtryk). Samlg. forøvr. Östg. flira; Jsk. flire; Engl. to fleer, som i Bemærkelse ganske svare til Bh. ‹flina›.