flækkja (v.) II

BO

IIflækkja (v.)

[flæa]-er; flaite [flȧjtə] flait [flȧjt]; bøjet part. flaiter, flait, flait, flt. flaita

flækkja (v.) [flæa]

-er; flaite [flȧjtə] flait [flȧjt]; bøjet part. flaiter, flait, flait, flt. flaita

vbs. flækkjnijng [flæni], flt. -er; hujnn gjødde som hajn skujlle flækkja sai› ‹di grinada sa di va farru å flækkja dom refl.stenijn hadde flait sai i to bidda (ɔ: var revnet i to stykker)› ‹klossijn vil inte flækkja sai, vår maied jâ driver te› ‹ded flaite sai pent (ɔ: kløvedes smukt)›.

Espersen

[1]Fläjkkja (v. tr.)

er-flājte-flājt

flække; it. bringe til at splittes el. revne, sprænge, om Tøi: ‹ja flājte mina boiser›, jeg sprængte mine Buxer.